Undersøgelse af nærdruknehændelser i Københavns Havn
Københavns Havn er et rekreativt område, hvor mange færdes. Tal fra By & Havn og Region Sjælland viser, at der årligt registreres mellem 30 og 40 ulykker med personer, der færdes i og omkring vandet i Københavns Havn, hvilket fordrer et øget fokus på, hvordan man skal begå sig i og omkring vandet. Als Research gennemførte desuden i 2023 en undersøgelse i samarbejde med TrygFonden og By & Havn, som viser, at ikke alle badegæster har kendskab til lovlige badezoner osv., hvilket peger på en vis risikoadfærd blandt nogle brugere. Disse fund understreger et behov for at undersøge lignende hændelser nærmere med henblik på forebyggelse af ulykker.
Denne problemstilling danner baggrund for nærværende undersøgelse, som Als Research gennemfører for By & Havn. Formålet er at belyse konkrete nærdruknehændelser i Københavns Havn for at opnå bedre forståelse af, hvordan situationerne opstår, og hvordan lignende hændelser kan forebygges fremover. Undersøgelsen skal dermed bidrage med viden om både risikofaktorer og mulige forebyggende tiltag.
Undersøgelsen bygger på kvalitative interviews med personer, der tidligere har deltaget i en spørgeskemaundersøgelse gennemført af By & Havn, og som har tilkendegivet, at de ønsker at dele deres personlige erfaringer med nærdruknehændelser i Københavns Havn.
Temaer:Natur og friluftsliv
Projektperiode: 2025-2026
Opdragsgiver: By & Havn